8.12.04

Hvad er nu det for noget med religion og IT?

Der er ikke noget der er så irriterende som det evindelige mormorspørgsmål: "hvad skal du så være når du bliver stor?". Nu hvor vi vel er blevet store har spørgsmålet forandret sig til det endnu værre: "hvad skal du så bruge din uddannelse til?".

Særligt presserende bliver det, når man som jeg har valgt at starte sin uddannelse på KUA i religionsvidenskab og så skiftet over til ITUs kandidatgrad i Design, kommunikation og medier (aka DKM). For det er sgu da et mærkeligt miskmask! Og det er jo ikke kun mormor der synes det...

I gamle dage besvarede jeg altid spørgsmålet med, at jeg skulle være ekspert i religion. Men efter skiftet til ITU holder den ligesom ikke længere. Så derfor har jeg nu sat mig for en gang for alle at forklare overfor mig selv og omverdenen hvordan religion og DKM kan hænge sammen og hvad det er for en rød tråd jeg prøver at følge i min uddannelse.

For det første er religionsvidenskab et mangeartet fag, både hvad angår teoretisk fundament og kilde-/studiemateriale, selvom vi selvfølgelig har en kernefaglighed, der kredser om ritualer, myter osv. På grunduddannelsen lærer vi både om antropologisk, historisk og sociologisk teori og har ret meget idéhistorie og forskningshistorie oveni hatten. Jeg har altid været mest interesseret i den sociologiske og kultursociologiske (~cultural studies agtige) tilgang til faget. Jeg skriver dette fordi folk ofte tror at religionsvidenskab=teologi eller at religionsvidenskab=støvede tekster fra oldtiden, hvilket ikke er tilfældet.
For det andet er DKM en endnu bredere linie, hvor fordelingskravet kræver at jeg både beskæftiger mig med konstruktionsfag, interaktionsdesignfag og medie- og kommunikationsteoretiske fag.

Da jeg søgte ind på ITU var det på grund af mit ønske om at kunne dyrke min interesse for menneske og samfund i et arbejde, der havde formidling via elektroniske medier som omdrejningspunkt. Altså en motivation der i et eller andet omfang drejede sig om at kunne få job de steder, jeg godt kunne tænke mig at arbejde. Men jo længere jeg har været på ITU, jo mere går det op for mig, at min baggrund i religionsvidenskab har en ret stor kontaktflade med IT-relaterede emner, og at der er grobund for at kunne tænke nyt om IT-fænomener på baggrund af religionsvidenskabelig teori. Det er selvfølgelig de mere "bløde" IT-emner som computerspilskultur, webkultur i det hele taget, brug af IT i hverdagslivet, ITs idéhistorie... For det første kan jeg bruge alt det jeg har lært om sociologi og cultural studies til at studere disse emner. Men derudover kunne det måske være sjovt at sætte den religionsvidenskabelige kernefaglighed i spil overfor dem, og tale om overgangsritualer, mytologisering, det sakrale osv.

Derudover er jeg slet ikke gået bort fra mit formidling-af-religion projekt. Til næste semester skal min medstuderende Line og jeg lave et undervisningsmateriale på Cd-Rom om kristendom.

Det er tanker om ovenstående emner jeg håber på at kunne spytte ud på denne blog.

0 Kommentarer:

Send en kommentar

<< Tilbage